Argentinsk tango i kirken den 3. maj kl. 19.00
Tangoen, der fødtes i havneområdet i Rio de la Plata, er rejst fra gaderne i Buenos Aires til de fineste saloner i verdenen. Tangoprimo, der i mange år har specialiseret sig i at spille denne musik, har gravet dybt i genren. Hvad er tango? Hvorfra kommer denne musik der rammer os med al sin kraft, passion og poesi?
Den argentinske bandonionist Juanjo Passo grundlagde den Sverigebaserede trio der gæster Herstedvester med formålet at fremføre og sprede tangoen fra dens fødested. Tangoprimos musik er frem for alt den rioplatensiske tango med et stort varieret repertoire fra tangoens forskellige stilarter og epoker.
Musikere denne aften er: Bandonion: Juanjo Passo, Violin: Hedda Heiskanen, Cello: Per Tidstrand, Saxofoner: Charlotte Andersson (gæst)
Koncerten foregår i Herstedvester Kirke, der er gratis adgang.
Tirsdag d. 14. juni: Sommerkoncert i Kirken kl. 19.00
Herstedvester Kirkes Kantori samt Ungdomskor synger sommeren ind. I år opfører Kantoriet Schuberts smukke ’Deutsche Messe’, hvor enkelte instrumentalister også medvirker. Kirkens efterhånden meget modne og stærke Ungdomskor synger sommersange og arrangementer over motetter brugt i løbet af året i kirken.
Vi satser på en flot sommeraften når kirken efterfølgende byder på et glas på den smukke kirkegård.