Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

11. Fængselsvæsenets grave (sløjfet men indtegnet på oversigtskortet)

Fængselsgravene på Herstedvester Kirkegård

Vridsløselille Statsfængsel blev taget i brug i 1859. Der var plads til 376 fanger. Under det karakteristiske tårn var der en kirkesal med plads til 270 kirkegængere. Kirkesalen var opbygget amfiteatralsk, og der var høje vægge mellem hver siddeplads, fordi fangerne ikke måtte kontakte hinanden. Indtil 1909 havde fangerne pligt til at deltage i alle gudstjenesterne. Der var ansat en præst. Der hørte ingen kirkegård til fængselskirken. Derfor var der givet tilladelse til, at døde fanger, der ikke skulle begraves i hjemsognet, skulle begraves på Herstedvester Kirkegård. Fra 1860 til 1879 døde der 63 fanger, hvoraf de 61 blev begravet på Herstedvester Kirkegård. Der døde op til 4 fanger om året. Grunden til, at der blev begravet så mange fanger på Herstedvester Kirkegård, var, at der i flere sogne var modstand mod, at tidligere fanger skulle begraves i hjemsognet, fordi en del beboere ikke kunne lide at skulle begraves på samme kirkegård som de døde fanger. Desuden skulle de pårørende betale for transporten.

I 1893 /94 var der ikke flere ledige gravsteder på Herstedvester Kirkegård. Derfor købte Herstedvester Kirke et stykke jord, som blev lagt ind under Herstedvester Kirkegård som fængselskirkegård. Vridsløselille Statsfængsel betalte 360 kr. til denne udvidelse.

Begravelserne foregik i Vridsløselille Fængselskirke og blev foretaget af fængselspræsten. Bagefter blev kisten kørt til fængselskirkegården evt. fulgt af enkelte pårørende og ansatte på fængslet. Efter jordpåkastelsen blev graven dækket med jord. Senere blev der opsat et trækors med fangens nummer og dødsdag. Derefter blev graven tilsået med græs. Der var ingen hække om fangernes gravsteder, der lå ud i ét.

Hvis en fange havde begået selvmord, blev der ikke foretaget jordpåkastelse.

Fængselskirkegården er for flere år siden blevet inddraget i den øvrige kirkegård.

Skrevet af Emil Kruuse