18. Frederik Hansen, smedemester (grav nr. 338)

Smedemester Frederik Hansen, Herstedvester, blev i 1925 udnævnt til brandfoged pr. brev med følgende tekst:

”Fra Herstedernes Sogneraad pr. Glostrup Den 17/10 1926.

At Sjællands Stiftamt har approberet Deres Valg til Brandfoged i Herstedvester meddeles Dem herved.

P S V    Ærbødigst   A E Mortensen Fmd.”  (Grav nr. 337)

De 2 smedesønner, brødrene Harald og Johannes var vigtige personer i landsbylivet – de stod for vandforsyningens drift og vedligeholdelse. Det lokale vandværk lå lidt ude på marken øst for landsbyen mellem Galgebakken og Hyldespjældet.

De to smedebrødre havde på et tidspunkt en opgave hos genboerne Birthe og Birger, som har fortalt, at Johannes ikke brugte tommestokken, men foretog måltagningen med hænderne. Når han kom tilbage fra smedjen – siges det – passede rørstykket på en prik.

En lokal beboer fortæller, at han og hans kone i foråret 1974 fik tilladelse til at udnytte loftetagen på deres hus. Forsynet med konstruktionstegning kontaktede de landsbyens smede, og Harald fandt to veldimensionerede ræverøde rørstykker til trappeopgaven, som i øvrigt også involverede tømrermester Esbern Thøgersen, Herstedvester.

Harald har fortalt, at han som dreng badede i søen ved Bakkestræde.

Johannes gik i kirke hver søndag, hvor han først trådte ind i kirken på det 9. bedeslag. Hver aften gik han op på kirkegården for at sige godnat til sine forældre.

Skrevet af Kurt Bach