16. Borgmester Hans Nielsen (grav nr. 252)

Hans Nielsen stod i spidsen for at omdanne en søvnig landkommune til en levende og sprudlende omegnskommune. I 1960’erne voksede kommunens befolkning fra ca. 3000 sjæle til 30.000 indbyggere. Som vi siger i Albertslund: ”Albertslund har mange forstæder; de mest kendte er nok København og Roskilde”.

Den maleruddannede Hans Nielsen var sognerådsformand i Herstedernes Kommune fra 1937 til 1974, hvorefter han blev borgmester i den nydannede Albertslund Kommune indtil 1978. Han var det meste af sit liv ansat på Vridsløselille Fængsel som værkmester for anstaltens malerafdeling, når lokalpolitikken ikke krævede hans nærvær.

Projektet med at opføre en by på bar mark 15 km fra Rådhuspladsen var Hans spydspids for, og han ansatte særdeles gode hjælpere af en stadig voksende skare af dygtige planlæggere, arkitekter og ingeniører. Han udvalgte de bedste: Arkitekturprofessor Peter Bredsdorff, kommuneingeniør Chr. Høgh, byplanlægger Knud Svensson og Lollesgaard. Det var tidstypisk et elitært projekt; der kom aldrig et øje til sognerådets møder, som Hans Nielsen senere har udtalt. Hans var entreprenøren, og ideologien lå klar, så det var bare et spørgsmål om at få det omsat i mursten og fuger. Det blev det dog ikke, for vi var nået ind i beton-alderen, så Albertslund blev af beton, og det kunne Hans ikke ændre på.

Rygraden i planen for Albertslund-udbygningen var Fingerplanen fra 1947. Den var Hans tro over for, og derfor sørgede han også for at få overdraget og beplantet de første arealer, som nu om stunder er vokset til den dejlige Vestskov med sletter og skovområder og ”bjerge”. Hans livsværk om noget!

Hans Nielsens livssyn var funderet i de socialdemokratiske tanker i begyndelsen af det 20. århundrede. Den jævne kvinde, hendes mand og deres børn skulle have de bedste betingelser for at leve det gode liv. Godt og velbetalt arbejde. Gode boligforhold, gode muligheder for at uddanne og dygtiggøre sig. Dejlige omgivelser at færdes i, og alle muligheder for at nyde fritiden med tilbud på alle kulturområdets hylder.

Hans og hans kone Johanne levede et liv, som på mange måder må stå som et forbillede for os, som lever i begyndelsen af en klima- og naturkatastrofe. Alt, hvad der kunne dyrkes i deres have, såede og plantede Hans, og når det var tid til at høste, var Johanne på pletten. De var i høj grad selvforsynende. Der blev syltet og henkogt til vintermånederne. Transportmidlet var for Hans cyklen og for Johanne apostlenes heste. De ejede aldrig en bil.

Hans Nielsen havde hukommelse som en elefant, en intelligens og koncentrationsevne bedre end de flestes og en evne til at rense sin hjerne, selvom bølgerne havde gået højt. Han var særdeles retskaffen, og alle vidste, at en aftale med Hans behøvede man ikke papir på. Han var altid i stabilt godt humør. Ca. 5 år efter at Johanne døde, besluttede Hans, at han ville op at ligge i graven ved siden af Johanne. Han tog ikke væske til sig og sultede sig ihjel i sygesengen på Glostrup Hospital. En uges tid efter, at hans hjerte slog sit sidste slag, lå han i graven ved siden af Johanne på Herstedvester Kirkegård.

Et godt og muntert og virksomt liv var slut. Alt sammen hele tiden med det for øje, at skabe de bedste rammer om den jævne kvindes liv og det bedste liv for hendes mand og deres børn.

Hans Thiil fortæller også:

”Jeg kommer forbi Hans´ og Johannes grav, når jeg har spørgsmål. Jeg var forbi en forårsdag og spurgte Hans, hvordan han så på, at en motorvej blev ført igennem Vestskoven. Jeg fik ikke noget svar, men jeg kunne se på bevægelserne i jorden over graven, at han roterede dernede. Sidste gang spurgte jeg ham om, hvordan han ser på, at Albertslund nu vokser i højden. Svaret var igen det samme. Johanne ligger nok ved siden af og siger ”hids dig nu ikke op Hans, hold om mig!!!”

Skrevet af Hans Thiil Nielsen, barnebarn af Hans Nielsen

Læs mere om Hans Nielsen og hans liv i bogen ”Hans byggede en by”, skrevet af Hans Thiil Nielsen.