Læsekreds

Læsekreds 2020 i Rytterskolen

ved sognepræst Marianne N. Kristensen.  Alle er velkommen.

 

Onsdag den 21. oktober kl. 19.30 
Kirstín Marja Baldursdóttir: Karitas uden titel
 

 

Kirstín Marja Baldursdóttir blev i 2006 nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris for romanen. Den foregår for 100 år siden på Island, hvor pigen Karitas vokser op i en stor børneflok med en enlig mor. Moderen har ambitioner på børnenes vegne og flytter med hele børneflokken, så de får mulighed for at blive uddannede. Karitas første pligt bliver at sørge for hjemmet, så hendes søskende kan gå i skole og arbejde. Men Karitas har talent for meget mere end det. Hun vil være kunstner og der åbner sig en mulighed for, at det kan opfyldes. Undervejs møder hun den smukkeste mand, hun nogen sinde har set og hun bliver gravid. Det er en roman om de helt store følelser i tilværelsen, om drømme og længsler, om uventet lykke og ubærlig sorg og store lidenskaber. Om kunst og kærlighed.  

*** *** ***

Tidligere bøger i 2020:

Onsdag den 15. Januar 2020: Vi læser "Vi kunne alt" af Merte Pryds Helle.

En selvstændig fortsættelse af "Folkets skønhed"  

 

Onsdag den 4. marts 2020: Trilogi af Jon Fosse: Andvake, Olavs drømme og Kveldsvævd.

Norske Jon Fosse modtog Nordisk Råds Litteraturpris i 2015 for disse tre korte fortællinger om tid, skyld og kærlighed. To unge forelsker sig og forglemmer deres samvittighed for kærligheden. Hvordan det kommer til at gå, og hvilken mangel på erkendelse det munder ud i, er lidt et mysterium. Hvilke personligheder, der gemmer sig i de to mennesker, som her portrætteres, er også et mysterium – måske også for dem selv. De er dog ”kloge” nok til at skifte navn, da fortiden er ved at indhente dem.

Jon Fosse debuterede i 1983 og har udgivet 50 bøger både romaner, digte og billedbøger. Hans seneste bøger er udgivet i efteråret 2019, det er to anmelderroste bøger i en ny trilogi.

Onsdag den 10. juni 2020: Vigdis Hjort: "Arv og miljø"

Det er ikke ukendt, at mennesker kan have forskellige opfattelser af samme begivenhed. Bogen af Vigdis Hjort handler om retten til at fortælle om familiebegivenheder, som den ene af døtrene oplevede dem. For det var sådan, det var. Eller var det?

Hovedpersonen Bergljot må konstatere, at sandheden er ilde hørt, men hun kæmper for at få lov til at fortælle sin version, som - hun mener - er sandheden om hendes og hendes søskendes far. 

Filosoffen Hannah Arendt har skrevet om hvor svært, for ikke at sige umuligt, det kan være for mennesker at komme videre med livet med hinanden, hvis ikke de bliver enige om fortællingen om en afgørende begivenhed, de har deltaget i.

I "Arv og miljø" er dette illustreret til fulde. Det er uhyre vanskeligt for familiemedlemmerne at forsone sig, når de ikke er enige om deres families historie. Romanen tager udgangspunkt i forfatterens eget familieforhold. Et mesterligt psykologisk drama.

Onsdag den 19. august 2020: Kjell Westö: Luftspejling 38

Kjell Westö fik Nordisk Råds Litteraturpris i 2014 for romanen Luftspejling 38. Han er en af nordens vigtigste fortolkere af hvordan storpolitik griber ind i menneskers inderste liv. Roman kaldes af nogen på ”forfatterweb” for en thrilleragtig skildring af et Finland midt i modernitetens forandringer og på tærsklen til Anden verdenskrig.

Advokaten Thune står ved en korsvej i sit liv. Han er fornyelig blevet skilt fra sin smukke kone Gabi, som har fundet sammen med en af hans bedste venner i onsdagsklubben. Han har også lige fået ansat en ny sekretær fru Wiik. Men der er noget over den nye sekretær. Hun gemmer på mindelser fra den finske borgerkrig i 1918 og da hun hører en af stemmerne fra onsdagsklubbens møder, genkender hun den, og ubehagelige minder vækkes til live. Hendes traume er omdrejningspunktet i romanen.

 

Vi venter på:

Audur Ava Ólafsdóttir: Ar. Udsat på ubestemt tid. Biblioteket kan ikke skaffe eksemplarer nok til læsekredsen.

Islandske Audur Ava Ólafsdóttir vandt Nordisk Råds litteraturpris I 2018 for Ar. Den handler om Jonas Ebeneser, en mand i fyrrene, hvis ægtefælle har forladt ham. Da hun gik forlod både meningen og glæden ham også. Dog midt i det som krakelerede, da borer der sig en uventet ny glæde og mening frem. Den ville frem, og uden rigtig at vide af det slog Jonas ind på den vej. Egentlig havde han besluttet sig for at forlade livet, men vejen førte ham et sted hen, han ikke havde regnede med.